Kylie Jenner har et pænt stykke tid siddet på Instagram tronen med det mest likede opslag. Hendes billede af den nyfødte datter Stormi Webster, som hun har sammen med rapperen Travis Scott, fik lynhurtigt milloner af likes og tæt på 20 millioner har liket det.
Dette har været nok til at bringe billedet op på førstepladsen som det mest likede nogensinde. Et sted hvor det har været i tæt på et år. På godt en uge blev denne rekord dog slået af en komplet ukendt profil ved navn @world_record_egg.
Profilen har kun postet et enkelt billede, nemlig et billede af et brunt æg med dertilhørende tekst:
“Let’s set a world record together and get the most liked post on Instagram. Beating the current world record held by Kylie Jenner (18 million)! We got this 🙌”
#LikeTheEgg #EggSoldiers #EggGang
Da det umulige skete
Hvis folkene (der er hemmelige indtil videre) inden opslaget havde sagt, at det ville blive det mest likede nogensinde, var der nok ikke mange, der ville tro på dem. Det er dog ikke desto mindre tilfældet. I skrivende stund har opslaget ikke blot lidt flere likes end Kylie Jenners, det har har dobbelt så mange. Det nærmer sig med hastige skridt 40 millioner…..
Det er nok ikke utænkeligt at folkene bag profilen og billedet i starten har købt en ordentlig mængde billige likes fra diverse like-farms osv. Uanset hvad de har gjort, så ruller lavinen og likes spreder sig som en steppebrand.
Da nyheden for alvor begyndte at sprede sig på verdensplan, med at billedet var det mest likede, fik det yderligere 10 millioner på ganske få timer.
En gimmick eller et opgør med en kultur?
Mange hopper naturligvis på “bølgen” og liker fordi det er lidt sjovt, at et æg er det mest populære man kan finde på et af verdens største sociale medier. Det store spørgsmål er naturligvis om der ligger noget dybere bag.
Man kunne nemlig også godt forestille sig, at der var tale om et lille opgør mod den Instagram kultur der findes. Store stjerner der tjener millioner af dollars på at profilere sig selv og ikke mindst virksomheder og deres produkter. En poleret og til tider lettere forherligende fremstilling af perfekte liv, som ganske få lever.
Kylie Jenner er på mange måder personificeret ved dette. En af verdens største ikoner for ungdommen, der er blevet kendt på et måske lidt tyndt grundlag, men som bestemt har brugt denne berømmelse på yderst imponerende vis.
Så om folk liker et æg, eller de anti-liker Kylie Jenner, Cristiano Ronaldo, Justin Bieber og de andre SoMe superstjerner – det spørgsmål står åbent.
Fra profilen er der dog allerede et “link in bio” til merchandise, hvor man kan købe t-shirts. Der er altså nok mere tale om en gimmick med kommercielle og økonomiske bagtanker, end et stort spørgsmål omkring populærkultur.