Instagram er et fremragende medie, og det er fyldt med de mest fantastiske billeder. Om det er landskabsbilleder fra bjergkæder i Sydamerika taget af hobbyfotografer, billeder af gourmetmad serveret med et flot glas rødvin, eller det er en øl, der er hældt perfekt op. Som virksomhed er der en uanet mængde af content, der blot venter på at blive delt med følgerne.
Er man et større brand, der forhandler drikkevarer eller lignende, kan det derfor også være meget fristende at lave en enkel hashtagsøgning på #ditbrand og finde hundreder, tusinder eller sågar millioner af billeder (hvilket dog kræver, at du arbejder med et ret stort brand). Billeder fra brugere er mere autentiske, og de virker i mange tilfælde mindst lige så godt som dem, der koster mange tusinde kroner hos reklamefotografer.
Det er derfor også oplagt at bruge nogle af disse billeder i ens markedsføring. Så nemt er det desværre ikke at være SoMe-ansvarlig – der er nemlig en hel del regler, man skal tage højde for, inden man begynder at dele løs af flotte billeder, man støder på i sin færden.
Der er naturligvis hele ophavsretsproblematikken, hvilket kan variere en smule fra land til land. Hvis du vil have dit på det rene, bør du derfor også sætte dig ind i loven omkring det – du finder loven her.
En anden ting er så, hvad Instagram rent faktisk siger om det, da du naturligvis ikke er interesseret i at få lukket din konto eller lignende. Det er der masser af muligheder for på andre måder – du kan jo eventuelt prøve at bruge billeder med nøgenhed, men det er en helt anden sag. Faktum er dog, at man som bruger – om det så er privat eller virksomhed – anvender en platform, der er stillet til rådighed, og det er derfor platformens regler, man skal overholde.
Hvad siger Instagram om deling af billeder?
Modsat eksempelvis Facebook, så har Instagram ikke en delingsfunktion, hvilket naturligvis er den første indikation på, at Instagram ikke tillader at brugere helt ublu kan dele andres billeder. Tidligere har det heddet sig, at man ikke må dele nogen som helst andre billeder, end nogen man selv har taget. Dette er dog i Instagrams Fællesskabsregler blevet ændret til ” Del kun billeder og videoer, du selv har taget, eller som du har ret til at dele.”
I deres retningslinjer står der, at du alene er ansvarlig for det indhold, du gør tilgængeligt på Instagram, den tekst du bruger, det brugernavn du har valgt, den video du vælger at uploade, hvilket betyder, at det er dig, der kommer i problemer, hvis du deler noget, der er i strid med lovgivning eller retningslinjerne.
Derudover der alle reglerne omkring typer af billeder, hvilket blandt andet omfatter, at man naturligvis ikke må støtte terror, chikanere, opfordre til vold, sexuelt eller stødende indhold, reklamere med gambling uden skriftlig tilladelse osv osv osv. Instagram er en amerikansk tjeneste, hvilket betyder, at du kan bruge dagevis på at læse reglerne for brug. I bund og grund handler det dog om sund fornuft og almindelig takt og tone.
Rettighederne forsvinder ikke fordi du bruger et specielt hashtag
Der er mange organisationer og virksomheder i form at brands, webshops og lignende, der afholder konkurrencer eller kampagner, hvor man hvis man bruger et specielt hashtag deltager i en konkurrence, eller at ens billeder kan blive brugt til at vise i forbindelse med en kampagne. Dette er dog problematisk, for at man bruger et specielt hashtag, giver ikke automatisk andre rettigheder, og billedet er stadig brugerens, uanset hvilket hashtag der bruges. Der kan ikke tages ejerskab på et hashtag, og det ændrer derfor juridisk ikke noget.
Problemet er ligesom mange andre gråzoner omkring sociale medier og rettigheder og lignende, at de ikke er prøvet ved domstolene. Dette betyder, at der ikke helt officielt er taget stilling i en lang række sager. Det nemmeste, du kan gøre, for at sikre dig, at du ikke bryder nogen rettigheder, er naturligvis at gå med livrem og seler, når det kommer til at dele indhold.
Du har fundet et billede du gerne vil dele – hvad gør du?
Lad os antage du sidder med ansvaret for et brand. Du er lige faldet over det mest fantastiske billede af en tilfældig person, der drikker en øl fra det bryggeri, du repræsenterer, har en bluse på fra din kundes (eller din) butik, eller som du bare synes er lækkert billede, der er god branding.
Det er som nævnt ikke muligt at dele billedet direkte, hvilket betyder, at du er nødt til at kopiere/gemme billedet og selv lægge det op, og her kommer problemerne så i forhold til at holde sig inden for retningslinjerne. Det er dog muligt, at dele opslag gennem app’en Repost for Instagram og på den måde dele indholdet, men det betyder ikke, at man kan gøre det med hovedet under armen. For som der står i retningslinjerne, så er det stadig dig, der er ansvarlig for alt, hvad der bliver postet på din profil.
Uanset om du vælger at dele billedet via eksempelvis Repost app, eller du vælger at kopiere billedet og poste det, så kræver det, at du har tilladelse fra personen, hvorfra billedet stammer.
Hvordan får du tilladelse til at bruge et billede på Instagram?
Det, du skal gøre for at få tilladelse til at bruge et billede, er ikke noget stort juridisk puslespil, du skal igennem. Det handler nemlig om, at du skal spørge brugere, der har lagt billedet op. Du kan gøre det ganske enkelt ved at spørge på opslaget, om det er i orden, at du deler, og hvis du får en accept, kan du med rimelig ro i sjælen gøre det, såfremt dem, du deler fra, rent faktisk selv har rettigheder til billedet. De kan i sagens natur ikke give dig lov, hvis de ikke selv har det.
Er der tale om en person eller en virksomhedsprofil, du følger, kan du også vælge at sende en besked til personen eller virksomheden, hvor du beder om tilladelse. Dette vil i de fleste tilfælde være at foretrække, hvis der er tale om en populær profil eller person, der får tusindvis af kommentarer på deres billeder. Det er her vigtigt at gøre det klart, hvilket billede det drejer sig om. Derfor er det en god ide at bruge den indbyggede funktion, hvor man sender billedet i en besked, så der ikke kan opstå misforståelser. Dette gør man via det lille ikon under billeder, der ligner en mellemting mellem en pil og en papirflyver.
Når (hvis) du har fået lov, kan du dele billedet via Repost-app’en, da der på den måde stadig står, hvor billedet stammer fra. Du kan også vælge at gøre det ved at tage et screenshot af billedet, hvis du har den skriftlige dokumentation for, at du har fået lov. Store brands benytter typisk denne funktion, for ikke at have det lille repost ikon med, i teksten skriver du så, hvilken bruger, billedet stammer fra, og tagger eventuelt denne på billedet for at give kredit, hvilket er god skik, men ikke nødvendigvis et krav, hvis du har en tilladelse.
Må du tage et billede af et billede og dele det?
Det korte svar hertil er nej. Du kan ikke benytte dig af ”metametoden” og tage et billede af et billede, da du dermed har taget billedet, der bruges. Du må eksempelvis helt principielt ikke tage et billede af et billede i en avis eller et magasin og bruge dette, da du må den måde krænker fotografens rettigheder, hvis du ikke har fået denne (eller ansvarshaverens) tilladelse. Du bryder næppe nogen regler ved at tage et billede af en avisforside eller et magasin, men zoomer du ind på et enkelt billede, er det en anden sag, da det dermed bliver det eneste fokus.
Du må hverken gøre dette som privatperson eller som virksomhed, der er dog stor forskel på konsekvenserne af det. En privatperson uden økonomiske interesser, vil i langt de fleste tilfælde få en meget mild eller ingen dom, hvorimod en virksomhed med en økonomisk interesse vil straffes økonomisk. TV2/Østjylland blev eksempelvis dømt til at skulle betale i alt 6000 kroner i vederlag og godtgørelse i en sammenlignelig sag. TV2/Østjylland havde i et indslag filmet et billede, hvor intet andet end billedet var i fokus. Et billede fra dette indslag, der viste billedet, blev efterfølgende brugt i en artikel m.m. Hvilket domstolen valgte at se som en krænkelse af fotografens ophavsret.
Du er en virksomhed og vil gerne have dine billeder delt
Hvis du er eller repræsenterer en virksomhed, og gerne vil have at dine billeder kommer så bredt ud som muligt, og ønsker vil have at dine billeder bliver delt, kan du i din profilbeskrivelse (Bio), skrive at alle billeder må deles uden yderligere tilladelse.
Dos and don’ts med delinger af billeder på Instagram
- Del ikke billeder, du ikke selv har taget – uden tilladelse
- Spørg altid om lov, inden du deler
- Hvis du er i tvivl – så lad være
Dette indlæg er skrevet med inputs og gennemlæsning af Morten fra Not-Allowed.dk