Facebook startede som bekendt som et socialt netværk, men er efterhånden i langt højere grad blevet et medie i sig selv – og en kæmpe markedsplads for annoncører, hvor der hele tiden åbner sig nye muligheder inden for annoncering.
Et af de steder, hvor man som privatperson har kunne gemme sig en smule for reklamebudskaber fra sider, er i ’Grupper’. Den mulighed ser dog snart ud til at være fortid. I hvert fald lader det til, at Facebook er begyndt at betateste muligheden for, at sider nu også kan poste deres budskaber i grupper. Indtil nu har den eneste mulighed for at komme med i grupper været at melde sig ind med sin private profil, og altså ikke som en virksomhed. Enkelte mindre virksomheder har været oprettet som private profiler, men dette er dog ikke en ’lovlig løsning’ i forhold til Facebooks retningslinjer.
Vores newsfeed er fyldt
For mere end et år siden udtalte David Weher, CFO fra Facebook, til Marketingland, at vores Newsfeed ikke vil kunne klare flere annoncer i løbet af 2017 – i den nuværende form, og at der derfor blev arbejdet på alternativer. Vi kender det eksempelvis fra Canvas, Instant Articles og lignende.
At newsfeedet er fyldt betyder også, at Facebook har skulle finde nye steder at bringe annoncerne, og Facebook har i længere tid været i gang med at teste annoncering i grupper, uden dette dog er blevet rullet ud. Med mulighederne for at sider kan poste i grupper, er der nok ikke den store tvivl om, at annoncering i disse også snart bliver en mulighed.
Grupper er en af de funktioner, som mere eller mindre har været med siden Facebooks oprindelse, og nu er det altså tiden til, at de kommer til yde deres del af annonceindtjeningen for Facebook Inc. Dette giver os som annoncører mulighed for at blive endnu mere præcise i vores segmentering og dermed være tilstede, når forbrugerne allerede er tunet ind på emnet, da vi kan ramme dem, mens de færdes i gruppen.
Med mere end en milliard månedlige brugere, er grupper et vigtigt element for Facebooks brugere, og derfor er det naturligvis også noget Facebook er meget opmærksomme på. Det er nok også grunden til at annoncering i disse ikke er rullet ud endnu, da Facebook ikke vil risikere at ødelægge dette – det er en meget populær del af platformen, men det er også det sidste ’rene’ element af Facebook.
Facebook justerer hele tiden på grupper, og der kommer hele tiden nye funktioner til, og nyeste tiltag kan altså meget vel blive at åbne mere op kommercielle budskaber. Som annoncør kan man kun glæde sig, men som bruger bliver det noget af en omvæltning.