Google+ er stadig ikke en død platform, men vi må erkende, at Googles sociale medie aldrig helt rigtig blev til det, som hverken Google forventede, eller for den sags skyld de fleste online marketers gjorde det.
En af de store fordele ved Google+ er, at de indlæg man skriver, kan blive fundet i Googles søgeresultater, det kræver dog, at personen der søger, er forbundet til den profil, der har lavet indlægget før end det bliver vist. Det betyder også, at der er tale om folk, der allerede følger dig og derfor folk, der allerede er interesseret i dit indhold.
Idéen er god og funktionen er stadig aktiv i søgeresultaterne. Konceptet fangede dog aldrig helt an, men nu kommer Google med en ny funktion, der i praksis minder om Google+ funktionen, den store forskel er, at det nu bliver muligt også at ramme folk, der ikke har givet dig tilladelse til det, kravet er dog, at de meget specifikt skal søge efter dit brand, din virksomhed eller dig personligt, hvis du er en kendis.
Sig goddag til ”Google Posts” eller Local Business cards
Den nye funktion kaldes på nuværende tidspunkt både Google Posts og Local Business Cards og bruges pt. under det amerikanske præsidentvalg. Her har de forskellige kandidater mulighed for at have en slags Twitter-feed direkte i søgeresultaterne, på søgetermer som Google kan verificere som ”officielle”. Samtidig bliver der også præsenteret citater og links til relevante nyheder, der omhandler de forskellige kandidaters mærkesager.
De samme værktøjer vil google nu gøre tilgængelig for mindre virksomheder, brands og berømtheder. Det er stadig på forsøgsbasis og projektet er da heller ikke døbt Google Posts endnu, indtil videre omtales projektet blot som ”An experimental new podium on Google”. Du kan finde den officielle side om projektet her.
Det bliver med andre ord muligt at sende beskeder live til søgeresultaterne, som både kan være i form af tekst, billeder og video eller for den sags skyld tilbud.
Kræver verifikation
Hvordan Google får verificeret en virksomhed og dermed giver dem mulighed for at publicere i ”Google Posts” vides ikke på nuværende tidspunkt, men man kunne nemt forestille sig, at de vil bruge rel=”publisher”, som var tilfældet med Google+, når man skulle verificere sin virksomhed, måske i kombination med noget ejerskab igennem Googles Search Console. Man kan samtidig forestille sig, at denne verifikation, får skærpet sikkerheden yderligere, da live posting direkte til søgeresultaterne ellers er noget af et sats for Google.
En slags lokal videreudvikling af Google+
Alt i alt minder dette tiltag om et forsøg på at lukrere på nogle af de mere succesfulde egenskaber som Google+ bød på, men som ikke helt slog igennem, sandsynligvis grundet koblingen med Google+ som et reelt socialt medie.
I de fleste sammenhænge nævnes den nye egenskab også som en slags forbedring til lokale virksomheder og dermed kan det tænkes, at egenskaben måske kommer til at hænge sammen med Google Places – for en placering i søgeresultaterne på ens brand, kan i realiteten også kaldes for en placering. Søger en bruger efter dig eller din virksomhed, prøver de at finde vej til dig og dermed kan et sådan søgeresultat i princippet kaldes ”lokal”, det er den slags søgninger man også kalder for nagivationssøgninger.
Google har sandsynligvis flere finter i ærmet til at lukrere på denne nye egenskab monetært, man kunne forestille sig, at de kunne lave en konkurrent til Facebooks meget populære boosting af indlæg fra sider.