Sidste år fremviste de et underskud på godt 4 milliarder kroner ud af en omsætning på lidt over 21 milliarder. Så selvom de hele tiden får flere kunder, skal der ske noget, hvis de mange års underskud skal vendes til et overskud.
Der er dog nogle forskellige parametre, Spotify kan skrue på. Et af dem er de priser som annoncører skal betale for at få deres reklamer på den gratis version af Spotify. Et andet er at justere prisen på abonnementet der i skrivende stund i Danmark er på 99 kroner.
Der findes dog efterhånden en del alternativer indenfor musikstreaming, og selvom de ikke er lige så udbredte, er Spotify nok ikke trygge ved at hæve prisen i frygt for, at kunderne smutter over til konkurrenterne.
Der går rygter om, at Spotify er på vej på børsen, og derfor skal der naturligvis til at ske noget med indtjeningen, hvis det skal blive en interessant for investorer.
Spotify Offers
En anden måde Spotify kan tjene penge er gennem, hvad der mere eller mindre kan betegnes som affiliate-salg. På nuværende tidspunkt kan man gennem Spotify blive oplyst om, hvorvidt der er en koncert i nærheden i den kommende tid, og man kan se merchandise under profilen. Begge dele leder til eksterne sider, der sælger produkterne mod at Spotify modtager en form for provision.
Indtil videre har det holdt sig udelukkende til merchandise og koncertbilletter, der unægteligt hænger meget godt sammen med musikken. Det har dog nu ændret sig således, at nogle kunstmere nu også har en ”offer” sektion. TechCrunch, der bringer nyheden om den nye feature, bruger kunstneren Maggie Lindemann som eksempel. Via hendes profil kan man nemlig købe skønhedsprodukter, hvilket ikke er helt så naturligt forbundet med musik som en band t-shirt eller lignende.
Helt nyt er det dog ikke, da man bliver ledt til Merchbar, som også forhandler det tidligere omtalte merchandise.
Skal hjælpe kunstneren – ikke Spotify
Ifølge Spotify er det ikke noget der bliver en indtægtskilde, og det skal angiveligt give kunstnerne mulighed for at tjene mere på tjenesten, som netop har været i modvind for ikke at give nok tilbage til dem det hele handler om.