Gennem årene har Google udrullet et væld af landeversioner af firmaets søgemaskine, og de har altid brugt de nationale landekoder, de såkaldte country code top level domains (ccTLD) til at vise, hvor i verden man befandt sig. Det har man kunne se med domænenavne som Google.dk, Google.co.uk eller Google.com.br.
Skiftet fra for eksempel Google.com til det nationale domæne har længe foregået automatisk og fremover vil Google også automatisk registrere, hvor du søger fra, men du vil ikke længere blive videredirigeret til et andet domæne.
Du vil heller ikke kunne skifte manuelt til et andet lands søgemaskine ved at indtaste landekoden i browserens adressefelt, men skal gå via Indstillinger. Ændringen gælder Googles søgemaskine (Google Search) og kort (Google Maps). På samme måde så skal du, hvis du foretrækker at bruge et andet lands søgemaskine end den, der matcher din nationalitet/sprogindstillinger, foretage ændringen i Indstillinger.
Hver femte søgning er lokal
Ifølge Google så er en ud af fem søgninger om lokalt indhold, derfor er det vigtigt for firmaet, at der vises relevant lokaliseret indhold. Målet er, at dette skal ske automatisk og uden redirigering eller ventetider – de færreste brugere vil således bemærke, at der er sket en ændring.
Det er stadig muligt at skifte til den ønskede landeversion af søgemaskinen, hvis det ikke bliver registreret automatisk, og du kan også skifte, hvis du f.eks. er tosproget eller bare vil undersøge, hvordan resultaterne ser ud – men det sidste kræver altså, at du ændrer dine indstillinger.
Ændring af præsentation, ikke indhold
Google slår fast, at de ikke ændrer på, hvordan søgemaskinen fungerer – ændringen er kun i mærkningen af siden, ikke indholdet.
Og er man i tvivl om, hvilken udgave af Google Search, man befinder sig på, så vil det altid stå tydeligt i bunden af skærmen på søgemaskinens forside.
Ændringen, der primært er æstetisk, sikrer blot, at Googles søgemaskine opfører sig som firmaets andre store tjenester som Gmail og YouTube.
Du kan læse Googles egen forklaring på firmaets blog.