Hvis du er fan af hip hop og rap, så er der nok ikke nogen tvivl om, at du er stødt på hjemmesiden genius.com. Den enorme database er fyldt med tekster til rapnumre fra hele verden. En stor del af dem er forklaret, så alle kan forstå, hvad Eminem, Jay Z, Lil Nas X og alle de andre rapper om. Der er sågar flere rappere, der er inde og verificere teksterne og fortolkninger eller skrive, hvad det egentlig er de refererer til osv.
Det startede udelukkende med rap tekster (og hed oprindeligt også Rap genius), men har sidenhen haft vokseværk og indeholder nu også en masse popmusik. Siden har enorm trafik, og det er stort set lige meget, hvilken sangtekst man søger, så finder man den der – uanset om man søger på sangtitler eller brudstykker af tekster. De har med andre ord rigtig mange millioner besøgende, der gerne vil ind og læse teksterne, og nogle vil gerne læse analyser af dem. Kort sagt, de er meget afhængige af at Google sender brugere til dem.
Genius har nu set sig gevaldig sure på Google og det skyldes hvad der nærmest kunne kaldes en form for rich snippts, der måske er blevet lige rich nok. Når man søger på tekster på Google, kan man nemlig ofte mere eller mindre finde hele teksten direkte i søgeresultatet. Hvis teksten er det eneste man er ude efter, er der med andre ord ikke nogen grund til at besøge en side som Genius.
Genius lagde fælder ud – og Google blev fanget.
Selv udtalte Google, at de ikke fik deres tekster fra Genius men fra et andet sted (LyricFind). Der er altså ikke tale om rich snippes, da det ikke er fra Genius side – og så alligevel. Genius godtog nemlig ikke denne forklaring, og lagde derfor nogle fælder ud, der skulle bevise deres påstande. De rettede nemlig en række apostroffer og lignende i teksterne. Dette gjorde de for at lave det de selv kaldte vandmærker. Disse fulgte så ganske rigtig med i Google resultater omkring sangtekster. De mener derfor nu, at de står med en klokkeklar sag om kopiering af deres materiale.
LyricsFind har afvist, at de skulle få deres tekster fra Genius. Efter Genius har fremvist deres ”beviser”, har Google udtalt, at de har igangsat en undersøgelse af deres samarbejdspartnere.
Det er altså ikke som sådan Googles skyld, da de får indholdet fra tredjepart. Da de over en årrække er blevet gjort opmærksom på det, kan man dog godt anfægte, at de burde havde reageret.
Men Genius ejer jo ikke teksterne?
Der er nok nogen der vil mene, at Genius i forvejen befinder i en gråzone. Hele deres univers er bygget op om andres værker. Man kunne groft sagt let mene, at de stjal med arme og ben for at få trafik. Tilbage i 2014 indgik Genius et stort forlig, der betød at de siden da har betalt kunstnerne og musikselskaberne for at bruge deres værker. Så det kan godt være, at Genius ikke ejer teksterne, men de betaler for at bruge dem.
Genius vs. Google
Det er ikke første gang, at Genius er i krig med Google. For en håndfuld år siden forsvandt Genius nemlig fuldstændig fra søgeresultaterne. Google mente nemlig at Rap Genius var lige lovlige friske i deres linkbuilding strategi, og at denne ikke var i tråd med Googles retningslinjer.
De lavede eksempelvis et såkaldt Blog Affiliate program, der betød, at de ville fremhæve alle, der linkede til deres side med nogle specifikke kunstnere og sangtitler, uanset hvad indlægget handlede om. Google backlistede ganske enkelt hele siden, på grund af for mange unaturlige links.
Google benådede dem dog, efter de havde gennemgået alle deres indgående links (hvilket var mange mange tusinde) og fjernet de unaturlige. De undskyldte den gang for at have været ”idioter” og takkede Google for at lade dem komme tilbage.
Denne gang er det dog umiddelbart Genius der har fat i den lange ende.