Når man opretter en profil på det sociale medie Facebook, får man et brugernavn, der ofte blot består af ens navn og en lang række tal. Man kan dog selv gå ind og indstille sit brugernavn, så det hedder det man vil have det skal hedde.
Det gøres ganske enkelt her http://facebook.com/username – hvor man kan indtaste det ønskede brugernavn, og hvis det ellers er ledeligt får man dette tildelt. Det er især en god ide, hvis du skal bruge Facebook URL’en til visitkort eller lignende.
En af de mest populære måder for virksomheder at skabe interaktion med deres følgere, er ved at lave konkurrencer. Især mindre virksomheder, har en tendens til at lave konkurrencer for at få flere følgere, eller få flere til at synes godt om deres ting. Der er mange virksomheder, der gør det korrekt og følger Facebooks retningslinjer i forhold til afholdelse af konkurrencer, men der er også mange, der ikke gør.
Du kan læse alle reglerne her. Du skal naturligvis altid overholde reglerne, når du benytter Facebooks platform til at lave en konkurrence. Generelt er det en god ide at læse alle retningslinjerne, men der er især tre grundregler som du skal huske på og altid overholde.
- Det må ikke være et krav at dele
- Der må ikke være et krav om at tagge personer
- Du skal gøre opmærksom på, at Facebook IKKE har noget med konkurrencen at gøre.
‘Derudover er der en række andre regler fra Facebooks side, som du kan læse mere om i betingelserne. Du skal eksempelvis gøre opmærksom på, hvornår konkurrencen slutter og lignende. Derudover skal du naturligvis have rettigheder til at bruge billeder osv.
.
Facebook er verdens største sociale medie med milliarder af brugere på verdensplan og et hav af virksomheder, interesseorganisationer, kendisser, politikere osv. Det er med andre ord ekstremt meget indhold der bliver genereret hver eneste dag. Vi har i gennemsnit mere end 250 venner, og følger tæt på lige så mange sider eller personer. Facebook har naturligvis ikke mulighed for at vise alt det indhold der kommer, derfor sortere de det for os.
Dette sker gennem deres algoritme eller rettere algoritmer, for der findes en væld af parametre der bestemmer, hvad du skal se, når du logger på Facebook. Det vides ikke præcis hvordan den fungerer, og det derfor heller ikke muligt at uddybe det præcis. Det du bliver eksponeret for, hænger sammen med, det ting du ofte synes godt om, deler eller kommenterer på. Det hænger også sammen med, hvad dine venner interagerer med og flere andre parametre udover den kronologiske logik naturligvis.
Facebook justerer kontinuerligt deres algoritmer, og derfor kan der også forekommer store forskelle i, hvordan ens feed ser ud.
Facebook-pixlen er et lille stykke kode, der gør det muligt effektivt at målrette dine annoncer på Facebook mod brugere ud fra handlinger de har udført på dit website. Den placeres i koden på dit website, og efterfølgende kan du ramme de besøgende med budskaber baseret på en lang række parametre.
Du kan eksempelvis målrette annoncer mod personer der:
- har besøgt din hjemmeside
- besøgt din webshop og kigget på et specifikt produkt
- besøgt din webshop, puttet noget i kurven, men ikke købt det
Ud fra pixlen kan du opbygge en lang række brugerdefinerede annoncemålgrupper, som du kan arbejde videre med. Det kan være alle, der har kigget på et specifikt mærke, eller der har læst om en specifik ydelse, eller har købt et produkt som det nu er tid til skal genkøbes, eller noget helt fjerde.
At få succes med Facebook annoncering handler om at arbejde med så meget af den data der er tilgængeligt som overhovedet muligt. Derfor er Facebook pixlen også en helt essentiel del af at arbejde med Facebook annoncering.
Lead ads er et virkelig smart annonceformat, som du kan bringe i spil på både Facebook og Instagram. Lead ads er en annonceform, der gør det nemt for potentielle leads at lade sig kontakte af dig. Det er i bund og grund en formular, som du bygger op og herefter annoncerer for brugere direkte i deres Facebook-app. Med to simple klik, kan de overlevere deres information til dig, og så har du konverteret et muligt lead, som du kan tage kontakt til for at sælge eller arrangere et salgsgivende møde.
Lead ads er også en formidabel måde at skaffe ny permissions til dit nyhedsbrev. Lead Ads kan sættes op til Mailchimp, og du kan via automatiserede flows derved forære brugerne for eksempel en mailrække af SEO-tips.
Når du ser et opslag på Facebook, hvor der står sponseret, betyder det at sideejeren har betalt for at komme bredere ud med opslaget. Hvis man har en side og laver et opslag, er der en lille knap, hvor der står “boost opslag”. Trykker man på denne knap, laver man principielt en annonce i form af denne annonce. Fordelen er naturligvis, at du lynhurtigt kan lave en sådan annonce og samtidig få dit budskab bredere ud.
Tidligere havde boost knappen blandt annoncører et lidt blakket ry, da mange sideejere har brugt den forkert. Den helt store fordel ved annoncering på Facebook er at det er muligt at målrette sine annoncer meget præcist, og ved at bruge boost knappen var der tidligere rigtig mange der komplet ignorerede dette og skød med spredehagl. Nu er det dog blevet muligt at booste meget målrettet og man kan sågar bruge sine brugerdefinerede målgrupper i boost.
Man kan med boost knappen hurtigt sætte ekstra skub i sine opslag, uden at man spilder sine penge, hvis man ellers har defineret sine målgruppe eller målretning.
Når du arbejder med annoncering på Facebook eller annoncering på Instagram har du, via din Facebook Business Manager, mulighed for at arbejde med målgrupper. Målgrupper er selvfølgelig essentielt, fordi man i ganske få tilfælde ønsker at præsentere sig budskab overfor alle de mennesker, som er på Facebook. Og lige så snart man vælger nogle mennesker til eller fra, så arbejder man med en målgruppe. Målgrupper kan laves via mange forskellige indgangsvinkler, men arbejder du aktivt med din annoncering via Business Manager, har du mulighed for at gøre brug af Custom Audiences eller brugerdefinerede målgrupper, som det hedder på dansk. Brugerdefinerede målgrupper kan du læse meget mere om her, hvor vi har samlet en hel guide til, hvad de forskellige målgrupper kan.
Arbejder du professionelt med Facebook, og eventuelt administrerer sider for kunder, er Business Manager helt essentielt. Gennem Business Manager er det nemlig muligt at styre flere sider, ligesom man kan styre flere annonce konti gennem værktøjet. Den helt store fordel ved at bruge Business Manager, at at man ikke er bundet op på personlige profiler, men kan give forskellige brugere adgang på forskelligt niveau. På den måde kan man altid se hvem der har lavet hvad, da man ikke arbejder under samme bruger.
Det er desuden en måde at sikre sig, at man ikke pludselig mister kontrollen med en Facebook side, fordi man har givet en ekstern samarbejdspartner adgang til denne. Man bestemmer nemlig selv på hvilket niveau brugere skal have adgang. Der findes fem forskellige niveau der giver adgang til forskellige ting.
Arbejder du med flere sider, eller er der flere der skal have adgang som administratorer på siden, eller har du brug for mere end én annoncekonto, er Business Manager ganske enkelt ikke til at komme uden om. Et godt tip er at sikre sig, at der er to administratorer på Business Manager. Er der kun en administrator tilknyttet er ens business manager meget sårbar, hvis denne administrator skulle forlade virksomheden eller lignende.
Generelle
I den seneste undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen har man undersøgt hvordan danskerne bruger sociale medier i det daglige. Man har kigget på målgruppen af 16-89 årige, og spurgt dem til deres adfærd.
66% af danskerne bruger Facebook mindst én gang om ugen.
26% af danskerne bruger i følge undersøgelsen Snapchat mindst én gang om ugen.
25% af danskerne bruger Instagram mindst én gang om ugen.
13% af danskerne bruger LinkedIn mindst én gang om ugen.
7% af danskerne bruger Whatsapp mindst én gang om ugen.
6% af danskerne bruger Pinterest mindst én gang om ugen.
5% af danskerne bruger Twitter mindst én gang om ugen.
Kilde: Danmarks Statistik – It-anvendelse i befolkningen 2016-2017 – særkørsel. Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen. – Læs hele undersøgelsen her. Den er virkelig interessant.
Hashtag der vises med tegnet “#”, er et symbol og begreb der bruges på de sociale medier Instagram og Twitter. Facebook prøvede at introducere det, men det blev langt fra den ventede succes, og det er efterhånden sjældent, at man ser det på verdens største sociale medie.
Tegnet # hedder hash-sign på engelsk, og når det bruges på sociale medier, er det for at kategorisere noget. Det tillægges den funktion på Instagram og Twitter, at man kan søge blandt alle hashtags. Poster man eksempelvis er billede på Instagram og bruger hashtagget #sommer2017, kan man søge på alle andre der har gjort det samme. Det helt store gennembrud kom på Twitter, hvor man kan kategorisere alt hvad man skriver om og lader andre gå på opdagelse i hvad andre måtte skrive om det samme emne.
Hashtagget er blevet så udbredt, at mange også vælger at bruge det forkert, eller til at understrege en pointe, men i sin rene form er det et emne/kategoriseringsværktøj. #sådanerdet
Ligesom Google har deres Remarketing, og ligesom Facebook har deres Retargeting, så har LinkedIn også fået deres egen form for retargeting. Det kaldes LinkedIn Matched Audiences, og det kræver, at man har installeret et lille stykke kode på sit website. Det stykke kode er kendt som et LinkedIn Insight Tag. Der er tale om et lille stykke javascript-kode, som indsættes på dit site, og som herefter skal valideres hos LinkedIn.
Når dette er sket, kan du bruge data fra LinkedIn Insight Tag til at lave brugerdefinerede målgrupper, til at måle på trafik, og til at måle på eventuelle konverteringer på dit site. Arbejder du indenfor B2B er LinkedIn Insight Tag virkelig smart. Og så sløver det, ifølge LinkedIn, ikke dit site væsentligt.
Snapchat
For mange især unge er det ikke noget svært spørgsmål, og svaret vil lyde “min primære kommunikationsplatform”, men sådan er det langt fra alle der har det. Har man ikke selv begivet sig ud på mediet, kan det også virke en smule abstrakt. Snapchat er dog det hurtigst voksende sociale medie i Danmark og derfor sundt at have lidt viden om.
Snapchat er et socialt medie, hvor man har mulighed for at sende billeder, video eller tekstbeskeder, og hvor det er muligt at tilføje filtre til billederne og medierne. I begyndelsen kunne man kun sende tidsbegrænsede videoer. De kunne kun være x antal sekunder, og kunne kun ses en gang. Der er dog lavet om på mange ting i takt med at mediet er blevet mere og mere kommercialiseret og at Snap inc er kommet på børsen. Virksomheder kan både købe sig ind med videoer, ligesom det er muligt at få lavet filtre, der kan bruges, hvilket dog primært er forbeholdt de helt store markedsføringsbudgetter.
Brugerne på det sociale medie er langt fra kun unge, selvom der er en bred opfattelse af dette. Det er især også blevet et medie som mange kendte personer, og ikke mindst medier bruger, da det er en let måde at komme tæt på brugerne.
Som på alle andre sociale medier, så spiller emojis og ikoner en større og større rolle. Mange spørgsmål kan besvares med et ikon, og der findes ikoner til mere eller mindre alt. I Snapchat spiller ikoner en endnu større rolle, og der er da også nogle ikoner, som er unikke for mediet. Eksempelvis findes der en række ikoner ud for ens venner, der beskriver hvordan ens snapchat forhold er til vedkommende.
Hvad betyder de forskellige Snapchat ikoner?
Der findes en lang række ikoner, og kan læse hvad alle de forskellige ikoner betyder her – du kan lære de vigtigste her, så du i hvert fald ikke er helt tabt bag vognen.
Gult hjerte: I er hinandens bedste snapchat venner – hvilket vil sige at du sender de fleste billeder og beskeder til denne modtager, og at hen eller hun også sender flest til dig.
Rødt hjerte: I har været hinandens bedste snapchat venner i mindst 2 uger
To lilla hjerter: I har været hinandens bedste snapchat venner i mindst 2 måneder
Ild – dette ikon viser at du har en “streak” med denne snapchatter – det tal der står sammen med ild ikonet, er det antal dage i har snappet sammen.
Timeglas – streaken er ved at forsvinde. Så hvis man vil bibeholde den, er det ved at være tid til at snappe.
Vil du gerne have andre ikoner ud for vennerne, kan du ændre dette præcis som du vil. Du går bare ind i Indstillinger –> Administrer (under yderligere tjenester) –> Ven Emojis