Hvis du ikke er helt vild med det nye design på snapchat, der skulle gøre det mere overskueligt (læs. lettere at sælge annoncering og sponseret indhold) – så er du bestemt ikke den eneste.
Millioner af brugere verden over har brokket sig over det nye design, der ikke nødvendigvis har gjort det lettere at navigere rundt i app’en, men nærmere gjort det mere besværligt i takt med at der er kommet mange flere muligheder. En af de ting, som mange (undertegnede inklusiv) satte stor pris på ved det oprindelige snapchat, var netop enkeltheden, og at det ikke var et socialt medie, som det agerer som nu.
Hvis du hører til blandt os, der ikke er tilhængere af det nye design, er det dog bare ærgreligt. Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at der bliver lavet om på det. Evan Spiegel, der er CEO for Snap Inc. har nemlig forsvaret designet, og udtalt at folk lige så godt kan vænne sig til det, for det er kommet for at blive.
Adskillelse af indhold
Ifølge Spiegel, så handler ændringerne blandt andet om at adskille personlige videoer/billeder og udsendelser fra annoncører og andre medier, hvor det indtil nu har været mere sammensmeltet. Der er ikke den store tvivl om, at Snapchat er under gevaldigt pres fra blandt andre Instagram Stories, der efterhånden nærmest tilbyder det samme. Snapchat har altså været tvunget ud i at lave nogle ændringer, hvis forretningen ikke skulle drukne i kopier. Om de ændringer de så har lavet, har været det rigtige, det kan man altid stille spørgsmålstegn ved.
Tidligere på måneden kom Snap Inc. med regnskab for sidste kvartal af sidste år, og her viste regnskabet faktisk, at der både er kommet flere brugere til og ikke mindst, at de er begyndt at tjene flere penge pr. bruger end tidligere. Dette vidner naturligvis om, at det de har gjort rent faktisk er det rigtige. Så selvom nogen siger, at kunden altid har ret. Så kan det være, at det rent faktisk er Evan Spiegel, der har ret i denne omgang.
Brugere af diverse medier er ofte hurtige til at råbe vagt i gevær, hver gang der laves en ændring, men i de fleste tilfælde handler det blot om en tilvænningsperiode, og det kunne meget vel være tilfældet i denne omgang.