For at hjælpe annoncører med en bedre forståelse af, hvor deres annoncer vises i søgeresultaterne, ruller Google Ads nu fire nye annoncepositions-metrics ud, i løbet af det næste stykke tid.
Sådan forstås annonceposition og rangering nu
Annonceposition er din annonces position i forhold til andre annoncer, der deltager i den pågældende auktion. F.eks. vil annoncepositionen 1 betyde, at din annonce er blevet vist som den første. Med det skal forstås før alle de øvrige annoncer. Position 2 dækker over den næstøverste annonce og så fremdeles.
Det, som mange misforstår er, at annonceposition 1 ikke nødvendigvis betyder, at annoncen placeres øverst på søgeresultatsiden og dermed over de organiske resultater. Position 1 er blot et udtryk for, at det er den første annonce, brugerne møder i den pågældende auktion – den første annonce kan nemlig sagtens befinde sig under de organiske resultater. På samme måde betyder annoncepositionen 2, at annoncen er blevet vist som den næste annonce i rækken.
Vær opmærksom på – når der er tale om tekstannoncer – at disse i praksis kan være placeret enten på den anden position over søgeresultaterne eller på den første position under søgeresultaterne, hvis såfremt den første annonce er placeret over de organiske søgeresultater. Disse kan også være placeret på den anden position under søgeresultaterne, hvis den første annonce også er placeret under de organiske søgeresultater.
De fem overordnede faktorer for annoncerangering:
- Dit bud
- Dine annoncers og din landingssides kvalitet
- Minimumsgrænsen for annoncerangering
- Konteksten for personens søgning
- Den forventede effekt af dine annonceudvidelser og andre annonceformater
De nye metrics for annoncepositioner
Som du måske kan udlede af ovenstående, kan annoncepositioner være en smule forvirrende, da den første annonceposition ikke altid befinder sig øverst på siden, over de organiske resultater.
Annoncerne i højre side har været væk i lang tid nu. I stedet er der nu tilfælde, hvor den første annonce på siden befinder sig nederst – altså under de organiske resultater. Det betyder også, at position 1 pludselig ikke er så attraktiv, som først antaget, og pludselig giver en lav klikfrekvens – til trods for en ”høj” annoncerangering – meget mere mening.
Der er to metrics omkring den absolutte øverste position på siden. Det vil sige den position som alle forbinder med nummer 1. Ligeledes er der to metrics omkring alle annoncevisninger, der befinder sig over de organiske resultater.
- Eksponeringer (Absolut Top) %: Dette er, hvad de fleste tænker på som position 1. Metricen viser procentsatsen af dine annoncevisninger, der vises som den allerførste annonce over de organiske søgeresultater.
- Eksponeringer (Top) %: Procentdelen af dine annoncevisninger, der vises hvor som helst over de organiske søgeresultater.
- Søgning (absolutte top) IS (impression share): De visninger, du har modtaget i den absolutte øverste placering over de organiske resultater, divideret med det anslåede antal visninger, du kunne modtage på den øverste placering.
- Søgning (Top) IS (impression share): De visninger, du har modtaget på de øverste placeringer over de organiske søgeresultater, i forhold til det anslåede antal visninger, du kunne modtage på den øverste placering.
De to eksponeringer i procent-metrics viser, hvornår og hvor annoncevisninger befinder sig over de organiske resultater.
De to IS (impression share) -metrics viser den andel af visninger, der var kvalificerede til at blive vist øverst på siden, over de organiske resultater.
Google anbefaler – hvis du bruger den gennemsnitlig position som placeringsbud – at du bruger de nye IS (impression share) -metrics for at nå dit mål.