Hvis du ejer en webshop, er det vigtigt, at du har en forståelse for, hvordan de farver, der er på din webshop, påvirker dine besøgende. Du bør ikke undervurdere, hvilken betydning de har.
Videnskaben bag farvepsykologi
Det virker måske mærkeligt, at farver påvirker din hjerne, men det er ikke desto mindre det, der er tilfældet. Heldigvis er der utallige studier, der påviser, hvilken effekt farver kan have på mennesker. Farver har en direkte indflydelse på vores købsmønster, og alle større virksomheder vælger af samme årsag deres farver med omhu.
Farver påvirker vores nervesystem, og derigennem er de i stand til at skabe en særlig stemning og endda ændre vores humør. Men hvordan ved jeg så, hvilke farver jeg skal bruge på min webshop? Før det er muligt at besvare dette spørgsmål, er det nødvendigt at se på, hvilken betydning de har.
Hvilken betydning har farvevalget for min webshop?
Det er vigtigt, at du kender til betydningen af de forskellige farver, før du vælger dem, du skal bruge til din webshop. Vælger du den forkerte farve, kan det potentielt påvirke din konverteringsrate i en negativ retning. Reelt set kan du ende med at vælge farver, der har den modsatte effekt af det, du ønsker.
Samtidig er det vigtigt at påpege, at farvers betydning opfattes forskelligt fra kultur til kultur. Den hvide nuance signalerer i nogle lande uskyldighed, imens den i andre lande associeres med døden – en stor (og betydelig) forskel.
Heldigvis er der i den vestlige verden en mere ensporet opfattelse af farvespektret, og derfor vil de forskellige farver, i de fleste tilfælde, vække de samme følelser hos modtageren. Derfor er det også lettere at etablere nogle mere generelle retningslinjer, du kan følge, når du skal udvælge de rigtige farver til din webshop.
Vælg ikke farver ud fra din personlige smag
Selvom det kan være fristende at vælge farveskemaet til din webshop ud fra dine personlige farvepræferencer, bør du stoppe op, inden du lader dig rive med – det er vigtigt, at det er dine brugere, der er i fokus. Fokusér på de værdier, du gerne vil signalere, og lad dem styre dit valg.
Visse farver kan have en beroligende effekt på os. Andre kan virke energiske eller ophidsende. Samtidig associeres de forskellige farver hver især med symboler. Vi forbinder eksempelvis rød med kærlighed. For at give dig en bedre forståelse af farvernes betydning, gennemgår vi herunder de mest udbredte farver, og hvilken betydning de kan have på modtageren.
Rød: Den røde farve er en af de mest brugte og dermed også en af dem, der har flest betydninger. Den spænder vidt og skaber associationer til spænding, fare, raseri, passion og kærlighed. Hvilken association den besøgende får, afhænger af den øvrige tematik på din webshop, samt i hvilken kontekst den anvendes. Rød bruges ofte til at skabe spænding ift. dit produkt eller brand.
Orange: Orange er en aktiv farve, der især anvendes som call to action-farve, fordi den er en god kontrastfarve. Den signalerer leg, kreativitet, energi, impulsivitet og dynamik. Det er en aktiv farve, der ofte bruges til at connecte med et ungt publikum. Farven signalerer udadvendthed, og den kan anvendes i forskellige sammenhænge. Pas dog på; den orange farve kan også signalere falskhed.
Gul: Gul signalerer optimisme, glæde, varme samt logisk tankegang. Den vækker ofte en afslappende følelse hos modtageren, og den kan på dette grundlag anvendes til at tiltrække kunder. Den associeres dog ikke alene med positive følelser; den kan ligesom orange være et symbol på falskhed. Derfor bør du anvende en anden farve, hvis du forsøger at opbygge tillid.
Grøn: Den grønne farve signalerer håb, natur, bæredygtighed, økologi, balance og neutralitet. Grøn har en beroligende effekt hos modtageren, og den kan anvendes til at skabe idyl. Ofte ses den som et symbol på ungdom og naturlige elementer.
Lilla: En farve, der associeres med det royale, rige, vise, åndelige og spirituelle. Den kan bruges til at skabe et eksklusivt image af din virksomhed. Den kan ligeledes vække angst eller nervøsitet. Brug den forsigtigt.
Blå: Blå associeres med loyalitet, troværdighed samt det rolige og stabile. Det er en af de farver, der er brugt mest gennem tiden, fordi den signalerer, at dit brand er til at stole på. Anvendes ofte af banker og sundhedssektoren. Begge er brancher, der lever af at være stabile og troværdige. Den er et sikkert valg, hvis du ønsker at skabe loyalitet over for dine kunder.
Hvid: En nuance, der signalerer renhed, ro og uskyldighed. Det er en neutral farve, der kan anvendes til at skabe ro, rum og minimalisme. Det gør sig gældende, uanset om du anvender den i et trykt medie eller på nettet.
Sort: Kraft, elegance, eksklusivitet og hemmeligheder. Denne farve bruges til high end-produkter og tilføre dit brand mystik og elegance.
Grå: Den går nuance symboliserer simplicitet og elegance. Den kan virke kedelig og neutral, hvis ikke den bruges rigtigt. Gør den derimod det, kan den skabe balance, elegance og ro i dit design. I kombination med andre farver kan du skabe sammenhæng mellem de forskellige elementer på din side.
Værktøjer til at vælge farve
Har du stadig svært ved at vælge den rigtige farve? Der findes forskellige værktøjer, der kan anvendes til at finde de rigtige farver til din webshop. Coolors.co er et simpelt værktøj, du kan bruge til at finde inspiration. Du kan også indtaste HEX-koden til den farve, du ønsker, hvorefter du får vist komplimentære farver og nuancer.
Andre værktøjer til at vælge farver:
Skab stemninger ved at kombinere farverne
Hvilke associationer vil du skabe med din webshop? Se på dine produkter eller ydelser og overvej, hvilke følelser du vil vække hos dine besøgende. Kombinér farverne rigtigt og skab et image, der passer til din virksomhed.
Farvernes nuancer er ligeledes medvirkende til, at en bestemt følelse vækkes hos modtageren. Det er derfor ikke nok, at du blot vælger de rigtige farver – du skal også vælge nuancer, der passer sammen.
Se på dine konkurrenter
Hvis du har svært ved at vælge en farve, kan det være nyttigt sig at kigge på dine konkurrenter. Har kan du se, hvilke farvekombinationer de har valgt at bruge. Er det de samme signaler, du vil udsende på din webshop, kan det være en god kilde til inspiration.
Kontraster og call to action
Når man klikker sig ind på en webshop, er det som regel med det formål at købe et produkt. Det er vigtigt, at den potentielle kunde ikke skal tænke over, hvor han eller hun skal klikke for at købe produktet – ellers risikerer du at gå glip af salget. Guide vejen ved brug af kontrastfulde farver eller såkaldte ’call to action’-farver, der skiller sig ud fra det øvrige farvetema og som springer i øjnene. Brug værktøjerne, der blev nævnt tidligere, til at finde en kontrastfuld farve, der komplimenterer de øvrige farver, men samtidig skiller sig ud.
Splittest
Selvom du selv synes, at du har fundet et farvetema, der fungerer, så er det ikke sikkert, at du har ramt rigtigt. Det vigtigste er, at de konverterer. Derfor er det en god idé at splitteste med forskellige farvetemaer, indtil du har fundet dem, der virker for din webshop.
Opsummering
De farver, du bruger på din webshop, har en direkte indflydelse på dit salg og den følelse, du vækker hos modtageren. Vælg derfor dine farver med omhu og sørg for at splitteste, indtil du har fundet dem, der konverterer bedst.