Som AdWords-konsulent oplever jeg ofte, at annoncører og folk helt generelt misforstår, hvad kvalitetsresultatet dækker over. Jeg vil i denne artikel forsøge at redegøre for netop dette, og hvordan du opnår det bedst mulige kvalitetsresultat.
Om kvalitetsresultatet
Kvalitetsresultatet er en score, der går fra 1-10, som giver dig en fornemmelse af kvaliteten af dine annoncer. Kvalitetsresultatet rapporteres på søgeords-niveau i Google AdWords, hvilket vil sige, at det er de pågældende søgeord for annoncegruppen, der tildeles et sådant.
Helt grundlæggende kan man sige, at et godt kvalitetsresultat = god annoncering, herunder gode annoncer, relevante søgeord og god landingsside. Annoncer af høj kvalitet kan føre til lavere klikpriser og bedre annoncepositioner. – med andre ord: Jo mere relevante dine annoncer og landingssider er for brugeren, jo mere sandsynligt er det, at du opnår et højere kvalitetsresultat.
Der er som nævnt 3 grundlæggende faktorer, der bestemmer kvalitetsresultatet: Forventet klikrate (CTR), Annoncerelevans og Landingssideoplevelsen.
I selve AdWords interface kan du under søgeordet se det pågældende kvalitetsresultat – vises der blot en streg (—) er det altså fordi, at der ikke har været nok annonceeksponeringer til, at resultatet kan bestemmes.
En af de største misforståelser af kvalitetsresultatet
Mange tror fejlagtigt, at kvalitetsresultatet bruges til at bestemme din annoncerangering – det gør det ikke – Kvalitetsresultatet er et samlet estimat af din overordnede effektivitet på annonceauktioner, og det anvendes derfor ikke til at bestemme annoncerangeringen på auktionstidspunktet.
Selve annoncerangeringen beregnes på det eksakte tidspunkt, hvor brugeren foretager en søgning – herefter kører Google det, der betegnes som en annonceauktion blandt annoncører, der byder for søgeordet eller søgeordssætningen. Det er i den forbindelse udelukkende realtidssignaler, som selve søgningen, brugerens adfærd og indstillinger, som f.eks. sprog, sted, enhedstype og tidspunkt, der afgør annoncerangeringen.
Kvalitetsresultatet derimod, er baseret på kontoens generelle historik og et gennemsnit af de enkelte performance-parametre.
Optimering af kvalitetsresultatet
For at kunne optimere på kvalitetsresultatet, er vi nødt til at vide, hvad der kendetegner annoncer af høj kvalitet. Lad os derfor tage et eksempel:
Vi antager, at du har en webshop, der sælger sko. En potentiel kunde er på udkig efter sko fra mærket Nike.
Kunden søger efter ”stribede Nike sko mænd” – du har defineret søgeordet +stribede +nike +sko og har en annonce tilknyttet, der tager udgangspunkt i- og bruger samme sætning – altså Stribede Nike sko. Dermed får kunden vist din annonce, klikker på den og bliver ledt ind på en dedikeret landingsside, hvor du har skrevet en uddybende tekst om stribede Nike sko og desuden viser et matchende udvalg.
Ovenstående er en perfekt brugeroplevelse, og danner en god konverteringsramme, samt et bedst muligt kvalitetsresultat for det pågældende søgeord.
Tager vi udgangspunkt i de 3 faktorer for kvalitetsresultatet: Forventet klikrate (CTR,) annoncerelevans og landingssideoplevelse, kan vi, med udgangspunkt i eksemplet ovenfor, konkludere, at både annoncerelevans og den gode landingssideoplevelse er til stede – disse skal skabe grobund for den gode/forventede klikrate (CTR,) som vi altså kun indirekte kan påvirke, da den er 100% brugerbestemt.
Navigerer du til søgeords-niveau i AdWords og holder markøren over taleboblen, som vist på billedet herunder, kan du se, hvilke af de 3 områder, du bør optimere på.
Det var alt, hvad du skal vide om kvalitetsresultatet i Google AdWords. Har du yderligere spørgsmål eller brug for hjælp til optimering af din AdWords-konto, skal du ikke tøve med at kontakte os – så laver vi et gratis AdWords service-tjek.