Én af de store ændringer i markedsføringsloven, er at forbuddet mod skjult reklame videreføres. Det er i sig selv ikke noget stort, men det er i den nye udgave blevet præciseret, at det IKKE er et direkte krav, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende, hvis produkt der tales om, og så den f.eks blogget eller influencer, som omtaler produktet.
Det betyder i praksis, at alt indhold med kommerciel hensigt, hvad end man som udgiver har fået gratis vareprøver eller direkte betaling for indlæg, skal markeres som sponsoreret indhold. Det virker som noget af et indgreb overfor markedsførende virksomheder, og det er det bestemt også. Men nu er reglerne ikke længere en gråzone, og det giver alle et konkret udgangspunkt at arbejde ud fra. Har dit indlæg eller dit indhold en kommerciel interesse i forhold til ekstern samarbejdspartner, så skal det markeres som Sponsoreret indhold.
Ny Instagram-funktion gør livet nemmere
I en indsats for at skabe større transparens i forhold til kommercielle relationer på Instagram, har fotogiganten introduceret en ny funktion, hvor der under billedet bliver indikeret, at der er tale om et betalt partnerskab mellem to virksomheder.
Funktionen skal skabe større gennemsigtighed for brugerne, og som det kan ses i eksemplet her, fremgår det klart, at fodboldklubben Manchester United præsenterer deres nye trøje i et betalt samarbejde (på engelsk Paid Partnership with) med AdidasFootball. Det paradoksale er så, at Adidas ikke har valgt at tagge deres del af lanceringen af den nye trøje, som en del af et paid partnership, så gennemsigtigheden i forhold til økonomiske interesser er ikke gennemgående, men det er der altså behov for, at den bliver fremadrettet i forhold til danske influencers.
I første omgang testes funktionen med større brands, men Instagram fortæller, at det snarligt rulles ud til alle, og det sker sammen med officielle politiker omkring brandsamarbejder og guidelines for brug.
Vær klar i spyttet og vind tillid
Der vil uden tvivl være virksomheder, som ser dette nye krav, som en stor begrænsning, men set i lyset af, hvor udbredt og brugt et fænomen bla bloggersamarbejder og sponsoreret indhold er blevet, kan det også ses som en mulighed for at genvinde troværdighed i forhold til målgruppen. Mange læsere ved godt, at der er kommercielt sigte bag, når Manchester United fremviser en ny spillertrøje, og de fleste kan regne ud, at Adidas ikke laver millionsponsorater med en fodboldklub som Manchester United ud af deres gode hjerte, men da sociale medier ikke er forbeholdt voksne og velovervejede mennesker, er gennemsigtighed i forhold til kommuniktiv hensigt en dyd, som alle bør efterleve – på Instagram såvel som på alle andre platforme.