Forkert implementering
Arbejder du med AMP-sider, er det umådeligt vigtigt, at du er 100% sikker på, at der er sat korrekt rel=”canonical” og rel=”alternate” op og at dine desktop-urls peger på dine amp-sider og omvendt, at amp-siderne peger tilbage på desktop-urls.
Følger du ikke denne stringente opsætning, beder du om problemer, og det er derfor ret essentielt, at du kan få implementeret denne proces automatisk, så den ikke skal håndholdes manuelt – det vil altid give fejl. Desværre er der mange af de plugins, der er udarbejdet, som også laver fejl og derfor skal du være meget påpasselig med brugen af disse.
Mobilbotten er kommet forbi først
Som det er i skrivende stund kører Google stadig både med en mobilbot og en desktopbot. Sådan bliver det ikke ved med at være. Google har varslet Mobile First komme i over et år nu og har fornylig udtalt, at de er i gang med at rulle indekset ud stille og roligt, samt at de sider der er parat til at gå Mobile-first vil være de første, der ikke længere bliver crawlet af desktop-botten.
Ind til mobile-first er fuldt rullet ud, fortsætter Google med at køre med to botter, og det kan give dette lidt specielle scenarie: Googles mobile bot kan være den bot, der først finder din nye side og indtil at desktop botten har været forbi samme side, er det kun mobilversionen der er indekseret, dette kan eksempelvis være en AMP-side.
Årsagen til at Google vælger at vise mobile sider på desktops og ikke bare udelukker siden på en desktop søgning er, at Google mener, at sider der er mobiloptimerede også fungerer fint på desktop. Om det så er tilfældet er noget man kan diskutere. Eksempelvis mener vi ikke, at et AMP-resultat fungerer specielt godt på desktop, men det afhænger fuldstændig af, hvordan det er implementeret.
AMP-siderne falder stille og roligt ud af desktop-indekset
Du vil kun i kortere perioder opleve, at dine AMP-sider er tilgængelige i indekset, når desktopbotten har været forbi, skulle den rigtige version gerne vises i stedet. Dette kan dog tage tid, og hvornår og hvor ofte du får besøg af Google-bot afhænger af en masse forskellige parametre, her i blandt antallet af indgående links, kvaliteten af disse, opdateringsfrekvensen på websitet mv.
Bliver AMP-siderne ved med at være tilgængelige i desktopindekseret, har du altså sandsynligvis problemer med din AMP-opsætning.