I går var en sådan dag. På den officielle Google Webmaster Central Blog (burde måske hedde ‘Search Console Blog’) blev der således udsendt en venlig påmindelse fra Google omkring brugen af artikel syndikeringstjenester til linkbuilding.
Hvad er syndikering?
Syndikering er en publiceringsaftale, der gør det muligt at udgive samme indhold i flere forskellige medier. Vi gør ikke synderligt megen brug af disse tjenester i Danmark, men i det store udland bliver de brugt i stor stil. Tanken bag syndikering er, at medier kan tilbyde supplerende indhold til emner eller blot ekstra artikler. Artikler de ikke selv har skrevet, men som de får stillet til rådighed af en syndikeringsvirksomhed, også kaldet et syndikat. Artiklerne bliver som oftest stillet til rådighed igennem forskellige former for feeds. Det kunne eksempelvis være igennem RSS.
Hvad kan det bruges til?
Syndikering er en smart måde at få delt sit indhold videre til større medier og dermed øge chancen for at brugere finder ens indhold. Ofte vil syndikeret indhold være sat ind med et noindex eller et canonical-tag pegende på den primære artikel — i hvert fald hvis der er tale om et seriøst medie.
Hvad er problemet med syndikering?
Der findes dog også de medier, der accepterer hvad som helst, og der findes syndikater, der tilbyder mindre brugbart indhold. Disse syndikeringssider er, i en del år efterhånden, også blevet benyttet af spammere til at sprede deres indhold med ankeroptimerede backlinks tilbage til den primære artikel.
Der findes masser af seriøse virksomheder, der arbejder med rigtig syndikering, men der findes også et hav af brogede udbydere, som praktisk talt kun leverer linkspam til de medier, de har aftaler med.
Google er som udgangspunkt ikke imod syndikering på nogen måde, men hvis formålet med publiceringerne primært er at skaffe indgående links til ens website, er de i mod det. Formålet bør være at få dit indhold ud og arbejde for dig, så det kan tiltrække rigtige brugere til dig og dit website.
”Google does not discourage these types of articles in the cases when they inform users, educate another site’s audience or bring awareness to your cause or company. However, what does violate Google’s guidelines on link schemes is when the main intent is to build links in a large-scale way back to the author’s site …
For websites creating articles made for links, Google takes action on this behavior because it’s bad for the Web as a whole. When link building comes first, the quality of the articles can suffer and create a bad experience for users.”
Hvad kunne Google kigge efter, når de skal vurdere dette?
- Artikler, der er overoptimerede både på emne, søgeordstæthed men i særdeleshed også ankertekster på de udgående links, der findes i artiklen.
- Om artiklen eller en meget lig artikel tidligere er blevet publiceret på andre websites.
- Om artiklerne er skrevet af én, der ved noget om emnet, eller om den er baseret på almen viden.
- Hvilke andre artikler de enkelte medier syndikerer.
Hvad vil Google have dig til at gøre?
Hvis du bruger syndikeringsnetværk til at amplificere dit indhold, skal du ifølge Google huske at påsætte nofollow-tagget på dine links. Dette signalerer klart og tydeligt, at du ikke har placeret linket, for at Google skal pålægge dit website værdi. Det betyder så også, at idéen bag at gøre det for at øge linkfrekvensen helt dør ud. Det er dog ikke desto mindre, hvad Google forventer, du nu vil gøre. De forventede det i forvejen, men nu efter deres advarsel, forventer de det ekstra meget af dig.
Har man fuld kontrol over websitet, hvor indholdet syndikeres, kan man indsætte et canonical-tag, der peger tilbage på den primære artikel.
Publiceringsplatformene løber også en risiko
Det betyder, at publiceringsplatformene også løber en risiko. Lidt banalt forklaret, påpeger Google, at når de finder sider, der publicerer indhold der indeholder spam-links, kan det påvirke deres vurdering af det konkrete websites kvalitet, og dette kan påvirke søgemaskineplaceringerne negativt. Det skal så med det samme siges, at udgående spamlinks altid kan skade dit website.
Det betyder med andre ord, at både dem, der indsender indholdet skal passe på, men også de platforme, der udgiver indholdet. Google kræver af publiceringsplatformene — ligesom de gør af alle andre — at de tjekker det indhold, de publicerer. At det er andre brugeres indhold ændrer ikke på, at det er dette indhold, der vil danne grobund for vurdering af websites overordnede kvalitet.
Gør du brug af denne taktik? Så pas på
Det er meget sjældent, at Google udsender en sådan påmindelse, uden at det efterfølgende får konsekvenser. Gør du derfor brug af publiceringsnetværk til at videredistribuere store dele af dit indhold for at lave links, bør du med det samme komme i gang med at rydde op.