Danskerne er på færre sociale medier
Overskriften er direkte stjålet fra undersøgelsen, og den bekræfter en tendens, som flere længe har talt om. I flere år har der været en klar udvikling: Vi danskere er vilde med sociale medier og tager gerne flere af dem i brug, men undersøgelsen viser nu, at udviklingen er vendt. 2017 bliver første år, hvor andelen af danske brugere, som kun benytter sig af ét socialt medie, stiger.
I 2016 viste undersøgelsen, at 28 pct. af de adspurgte brugere, kun benyttede ét socialt medie, men dette tal er steget til hele 37% i 2017. Over en tredjedel af danskerne mellem 16 og 89 år benytter sig altså kun af ét socialt medie i løbet af en uge. Det vil alligevel være overraskende for mange, og hvad betyder det egentlig?
Først og fremmest betyder det ikke, at sociale medier er på vej tilbage. For brugen af selve sociale medier er gået en procent frem, så 75% af alle adspurgte nu benytter sig af sociale medier, mens tallet var 74% sidste år og kun 67% tilbage i 2014. Så udviklingen er ikke lige så voldsom, som den har været, men den er der dog stadig.
Markedet for sociale medier stabiliserer sig?
Udviklingen i antallet af sociale medier, som brugerne benytter sig af, skal nok findes i de forskellige features, som de enkelte platforme udvikler. For som undersøgelsen også selv antager, så skal svaret på udviklingen nok findes i det faktum, at Facebook i højere og højere grad bliver en komplet platform, som favner de samme muligheder som alle andre platforme.
Facebook har udraderet platforme som Meerkat og Periscope med deres live-funktion, de har givet Snapchat kamp til tænderne med deres stories-funktion på Instagram, og seneste har Facebook inkluderet både jobfunktioner og DBA-konkurrenten i Facebook Marketplace. Mark Zuckerberg har en klar vision om, at Facebook skal være dit one-stop-place for internettet, og det ses tydeligt i deres ekspansive funktionsstrategi.
Kigger man på undersøgelsens iagttagelser i forhold til de brugere, som kun bruger ét socialt medie, så lader det til, at Facebooks strategi virker. Ud af de brugere, som kun benytter én platform, har 91% af disse nemlig valgt at benytte Facebook.
Facebook er størst
Når man kigger på, hvordan danskerne bruger medierne, så tegner der sig igen et billede af, at Facebook er størst. Undersøgelsen har kigget på, hvor mange af de adspurgte, der bruger de forskellige platforme mindst én gang om ugen. Og her svarer 66% af danskerne, at de benytter Facebook, 26% bruger Snapchat, Instagram benyttes af 25%, mens LinkedIn, WhatsApp og Twitter benyttes henholdsvis 13%, 7% og 5%. Pinterest benyttes af 6%. En interessant note her er netop, at Facebook ejer både Instagram og og Whatsapp, og altså sidder på en stor del af brugen.
Også på dagligt brug af sociale medier er Facebook størst ifølge undersøgelsen, idet 72% af brugerne, bruger Facebook dagligt, men Snapchat, som ellers er et hurtigt og tidsbegrænset medie, kun benyttes dagligt af 50%, Instagram er igen nærved, da 49% benytter det dagligt.
Kilde: https://slks.dk/mediernes-udvikling-2017/kort-nyt/brug-af-sociale-medier-i-2017/
Hvad sker der nu?
Hos Bondtofte & Co rådgiver vi mange virksomheder i deres brug af sociale medier, deres annoncering på tværs af platforme, men hjælper også organisationer til at vurdere, om deres indsats er rentabel. Og der er ingen tvivl. Sociale medier er ikke bare en døgn flue, men tiden hvor den ene nye platform efter den anden skyder op, er formentlig ved at være forbi.
Facebook har i hvertfald nået en kritisk masse der gør, at det bliver svært at se de huller i markedet, som de ikke også vil kunne udfylde. I tilfældet med Snapchat, som bragede frem, tilbød Facebook at købe denne for en rekordsum, men blev afvist og måtte herefter lave deres Instagram-platform om til en Snapchat-klon, og det vil formentlig være tilfældet i næste succes platform, der udkommer.
Facebook har selv lagt deres plan for deres platform ud, og for dem ligger fremtiden i Virtual Reality, Kunstig intelligens og en brugsoplevelse, som sikrer, at man ikke behøver at forlade Facebook for at få sine daglige inputs.