Lige inden Black Friday blev skudt i gang lancerede Google tre nye avancerede AdWorks-værktøjer, som man kan finde i det nye AdWords interface (AdWords experience). Nogle af værktøjerne har været testet i omkring et år, men nu bliver de rullet ud på alle de sprog, som AdWords understøtter.
Promover særlige tilbud uden at lave en ny reklame
AdWords promotion extensions giver dig mulighed for at vise specifikke tilbud til brugerne i en annonce uden at lave en ny annonce. Det kan f.eks. dreje sig om et procentvist nedslag i prisen, en promo-kode eller en tilbudsperiode som vises under din standardannonce. Det kunne f.eks. være en promokode til en 30% julerabat, der skulle benyttes inden 24. december.
Målret annoncen til et bestemt publikum
Custom intent audience er værktøjer, der giver dig mulighed for at målrette dine annoncer til ”folk, der er interesserede i det specifikke produkt, du tilbyder, baseret på data fra dine kampagner, webside og YouTube-kanal ” som Google udtrykker det.
Du kan enten selv sætte det op baseret på emner og URL’er, som du regner med, at folk, der er interesseret i produktet, vil læse om og besøge. Den anden variation er baseret på maskinlæring og automatiseret.
Her vil Google skabe et publikum baseret på kampagnen og udledt viden om målgruppen. Man kan se den autogenerede custom intent audience-liste i Audience Center. Google viser annoncøren reach og performance på begge typer af målgrupper.
Test annoncevarianter
I den nye brugerflade i Googles AdWords-interface finder du nu en fane, der hedder Ad Variations sammen med Campaign Drafts og Campaign Experiments. Det giver annoncører en ny nem mulighed for at teste variationer af deres annonce.
Ifølge Google kan man teste sine variationer på tværs af tusinder af visninger med kun få klik – så snart der er et statistisk signifikant resultat af testen, vil Google vise det.
I den nye funktion kan man hurtigt teste variationer i overskriften, hvor annoncen vises og i beskrivelsen.
Flere nye funktioner i nyt AdWords-interface
Fælles for alle tre nye annoncørfunktioner er, at de kun optræder i Googles nye AdWords-interface. Googles plan er, at også fremtidige funktioner i mange tilfælde udelukkende vil være tilgængelige her. Så hvis man hidtil har afholdt sig fra at skifte, så bliver det sværere, efterhånden som man er afskåret for mere og mere ny funktionalitet.
For Google er målet med det nye interface at gøre det nemmere for den marketingsansvarlige med et større overblik, flere funktioner og et forbedret workflow.