I slutningen af juni fik Google en bøde på godt 18 milliarder kroner af EU’s danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Begrundelsen var, at søgemaskinen bruger sin dominans til at vise kunder til deres egne annoncer. Denne sag er misforstået af mange, og der er langt flere nuancer i sagen, end mange er klar over – Den kan du i øvrigt læse om HER. Den ”nye sag”, der er dukket op er langt mere klar i spyttet, men den er mindst lige så principiel.
Der er faktisk ikke tale om en ny sag, men en sag, der er gået fra at være et canadisk anliggende til at kunne blive globalt. Sagen, der altså stammer fra Canada, går ud på, at Google er blevet dømt til at fjerne links fra deres søgemaskine til en hjemmeside, der sælger kopivarer, hvilket kun var tilfældet i Canada. Men dette skal nu gøres globalt, hvis Google ellers skal rette sig over for den canadiske højesteret.
Google er for lang tid tilbage blevet beordret til at gøre dette, af en regional domstol, men de valgte ikke overraskende at anke sagen. Den ankesag har de altså nu tabt i højesteret, hvilket betyder, at Google skal fjerne alle deres links til de pågældende sider. Det er en mindre canadisk teknologivirksomhed, der har anlagt sagen, som altså kan blive banebrydende for hvad vi som brugere kan få af resultater, når vi søger på Google.
På vej mod global censur?
På mange måder er det internettet, der for alvor har rykket den globale verden til at være lokal, der lidt populistisk kan kaldes for ”den glokale verden”. Der er ingen landegrænser online, heller ikke for Google. Det er begrundelsen for, at de nu skal fjerne de påtalte links på globalt plan.
For producenter som Apple, Nike, Beats by Dre, Fritz Hansen og mange mange mange andre vil det naturligvis være et kærkomment tiltag, hvis det bliver sværere at købe kopivarer, idet man ikke længere kan finde dem på Google, men det er også svært ikke at undgå summen af alarmklokker, der ringer i baghovedet. Det vil nemlig være et skridt på vejen mod en censur, der kan være svær at håndtere.
Kopivarer er måske nok ulovlige i de fleste lande, men det er de ikke alle steder. Det betyder, at der kan risikere at blive lukket ned for noget, der i realiteten ikke er ulovligt lokalt. I denne sammenhæng og sag er det kopivarer, men det er svært at sige, hvad der så kan stå for skud næste gang.
Google går, som det meste af resten af verden, ind for en eller anden form for ytringsfrihed, og det er ikke så underligt, at de har protesteret mod dommen, som de anfægter er i strid med ytringsfriheden, da der bliver sat begrænsninger for informationsteknologiens frie rammer.
Det er en uhyre principiel sag om, hvad Google kan og bør vise, og hvor der bør sættes begrænsninger, og vi har helt sikkert ikke hørt det sidste i denne sag.
Dom vil kræve en større opdatering
I sagen fra Canada er der en sagsøger og en tiltalt, hvor producenten har lagt sag an mod de hjemmesider, der har solgt kopi-produkterne. Det er ikke Google, der er tiltalt i sagen, men søgegiganten er altså en tredjepart i sagen, der nu er blevet beordret til at rette ind.
Den tiltalte i sagen har gentagne gange oprettet nye sider med det formål at sælge de pågældende produkter. Google er blevet bedt om at fjerne links til disse sider, så de ikke kan findes i deres søgeresultat. På sigt kan det kræve et gigantisk arbejde, hvis Nike eksempelvis kommer med en lignende sag mod de millioner af sites, der sælger kopier af Air Max, og hvad forbrugerne nu ellers søger efter. Og det må man gå ud fra, at de gør, efter denne dom.
Skulle sagen blive fastholdt og tvinges Google til at fjerne links globalt, vil det nok åbne døren for en nærmest uendelig bunke af sager, hvor personer og virksomheder vil komme med mere eller mindre obskure krav til Google.