Nyeste skud på den stamme bliver nu video på LinkedIn, hvor det ”professionelle” sociale medie der er ejet af amerikanske Microsoft også vil være med, når det kommer til at være et medie med videoindhold.
I sidste uge præsenterede LinkedIn som en ny funktion, at man kan uploade video. Ideen bag er ifølge LinkedIn, at man kan vise sit arbejde frem, lave præsentationer af opgaver der er udført, eller videoer der præsenterer en eller ens virksomhed. Der er dog nok heller ikke den store tvivl om, at meningen er, at der skal kunne annonceres for dem, så videoannoncering også bliver en stor del af LinkedIns i forvejen omfattende annonceværktøj.
Se hvem der ser din video
LinkedIn har taget en af funktionerne fra Snapchat til sig, nemlig at man kan se hvem der rent faktisk ser ens video. På Facebook og Instagram kan man se antallet af visninger/afspilninger, men ikke hvem der har set dem, og dette kan man altså kun måle på gennem reaktioner, kommentarer og delinger.
Deler man en historie på Snapchat, kan man gå ind og se hvem der rent faktisk har set video, og denne mulighed kommer der altså også til at være på LinkedIn.
Ifølge TechCrunch har de første målinger vist, at videoindhold på Linkedin får 20 gange så mange delinger som almindelige opslag. Dette hænger naturligvis også sammen med, at funktionen er ny og dermed har en større nyhedsinteresse end den vil have om få måneder.
Har du fået funktionen?
De har testet muligheden en smule tidligere, men det er først nu at det rulles bredt ud. Det er ikke alle der har muligheden for at uploade video på nuværende tidspunkt, men det rulles ud hos alle brugere i hele verden i skrivende stund. Så har du ikke muligheden nu, er den hastigt på vej.
Det vil uden tvivl være en rigtig god ide at hoppe tidligt med på vognen, hvis du har budskaber du gerne vil have delt, så snart funktionen bliver tilgængelig.
LinkedIn ønsker ikke overraskende en masse professionelt videoindhold, og det skal der nok komme, der er dog nok heller ikke tvivl om, at der også kommer til at være en overflod af CV agtige ”se mig og hvad jeg kan” videoer i den første stund.
Linkedin Live
LinkedIn er primært et professionelt værktøj, og derfor vil funktionen også især komme til at henvende sig til virksomheder. Det menes desuden, at det er første skridt på vejen til at LinkedIn lancerer en live tjeneste, som Facebook, Instagram og YouTube længe har haft. På sigt vil vi nok se flere og flere videoer på LinkedIn, blandt andet ting som større produktlanceringer, pressemøder og lignende.